Dong overtager amerikansk vindmølle-projekt
Det danske energiselskab har købt rettighederne til et amerikansk udviklingsprojekt ud for Massachusetts' kyst
Dong Energy har købt rettighederne til et kæmpe havvindmølle-projekt i USA.
Dong Energy har købt rettighederne til et kæmpe havvindmølle-projekt i USA. Foto: MORTENSEN JESPER/EKSTRA BLADET


Dong Energy har overtaget et amerikanske udviklingsprojekt inden for offshore-vind, oplyses det tirsdag i en fondsbørsmeddelelse.

Der er således lavet en aftale med RES Americas Developments Inc. (RES) om at overtage rettighederne til et mere end 1000 megawatt (MW) stort udviklingsprojekt ud for Massachusetts' kyst, som RES tidligere er blevet tildelt.

Med indtrædelsen på det amerikanske havmøllemarked er det første gang, at Dong Energy involverer sig i projekter uden for Europa.

- USA er et interessant marked for offshore vind, da det har potentiale til at blive et vigtigt område for den fremtidige udvikling, siger Samuel Leupold, der er vicedirektør i Dong Energy Wind Power.

I forvejen har det danske selskab en række projekter i Nordvesteuropa, der kan opføres efter 2020, som Dong Energy vil fortsætte med at udvikle, oplyser vicedirektøren.

- Med overtagelsen af dette offshore vindudviklingsprojekt i USA udvider vi vores geografiske område og bevæger os ind på det markedspotentiale, der ligger uden for vores nuværende aktivitetsområde, siger Samuel Leupold.

Ved auktionen af offshore vindudviklingsprojekter, som blev afholdt af den
amerikanske myndighed Bureau of Ocean Energy Management (BOEM) den 29. januar 2015, sikrede RES sig rettighederne til at udvikle et af de to områder, der blev tildelt.

Aftalen dækker et område, hvor man potentielt kan opføre mere end 1000 MW.

Ved endelig tilladelse fra de amerikanske myndigheder (BOEM), vil projektet blive overtaget af Dong Energy.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.