Donald Trump støtter sin partifælle efter strid
Paul Ryan får Donald Trumps opbakning i kampen om at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus.
Republikanernes Donald Trump har formelt givet sin støtte til partifællen Paul Ryan, der kæmper for at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus.
Republikanernes Donald Trump har formelt givet sin støtte til partifællen Paul Ryan, der kæmper for at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus. Foto: Evan Vucci/AP


Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har givet sin støtte til partifællen Paul Ryan, der kæmper for at blive genvalgt til Repræsentanternes Hus.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var ventet, at Trump ville give sin officielle opbakning til formanden for Repræsentanternes Hus, selv om den kontroversielle milliardær tidligere har tøvet med at bakke op om sin partifælle.

Blandt andet skabte det raseri blandt mange fremtrædende medlemmer af Det Republikanske Parti, at Trump i et tidligere interview ikke ville støtte Ryan, som er blevet valgt til en af partiets mest betroede og betydningsfulde poster.

- Jeg kan godt lide Paul, men det er forfærdelige tider for vores land. Vi har brug for stærkt lederskab. Vi har brug for et meget, meget stærkt lederskab. Og jeg er bare ikke helt dér (hvor jeg kan støtte Paul Ryan, red.) endnu, sagde Trump til Washington Post tirsdag.

Præsidentkandidatens udtalelse mindede om den formulering, som Paul Ryan i foråret brugte, da han sagde: "Jeg er bare ikke klar" til at støtte Donald Trump som præsidentkandidat.

Fredag lyder der dog nye toner fra Trump.

- Vi har brug for sammenhold. Vi er nødt til at vinde dette valg, siger præsidentkandidaten ifølge nyhedsbureauet AFP fra en talerstol i Paul Ryans hjemstat, Wisconsin.

- Det er vores fælles mission at gøre USA stor igen. Jeg støtter og står bag vores formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan. Han er en god mand og en god fyr. Vi er måske uenige om et par ting, men vi er mest enige, siger Trump.

Han har ligeledes tidligere afvist at bakke op om senator John McCains kampagne, men også han fik præsidentkandidatens støtte fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.