Donald Trump kalder Hillary Clinton for en løgner
Anti-terroreksperter har ikke fundet beviser for, at IS skal have brugt Trump i deres propaganda.
Republikaneren Donald Trump anklager demokraten Hillary Clinton for at være en løgner, efter at hun har kritiseret ham for hans forslag om at forbyde muslimer indrejse i USA.
Republikaneren Donald Trump anklager demokraten Hillary Clinton for at være en løgner, efter at hun har kritiseret ham for hans forslag om at forbyde muslimer indrejse i USA. Foto: John Locher/AP


Republikaneren Donald Trump anklager demokraten Hillary Clinton for at være en løgner, efter at hun har kritiseret ham for hans forslag om at forbyde muslimer indrejse i USA.

Clinton siger, at Donald Trump med sin udtalelse rekrutterer mange nye folk til Islamisk Stat.

- Han er ved at blive Isil' (Islamisk Stat, red.) bedste hverver, har Clinton sagt og tilføjet, at den ekstreme bevægelse "viser videoer af Donald Trumps fornærmelser mod islam og muslimer for at hverve flere radikale jihadister".

Anti-terroreksperter, som overvåger aktiviteter på internettet, har ikke fundet beviser for, at IS skal have anvendt Trump i deres propaganda på internettet.

I et tv-interview på NBC, hvor Trump blev stillet spørgsmål om disse beskyldninger, svarede han: - Det er foragteligt, hvis det er sandt, men jeg har ikke set nogle beviser på det.

Clinton fremsatte beskyldningerne mod Trump under de demokratiske præsidentkandidaters debat natten til søndag i Manchester i New Hampshire.

Trump har også vakt opmærksomhed ved at hylde Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den seneste tid.

Putin er i amerikanske medier blevet beskyldt for at have stået bag flere systemkritiske journalisters død.

Debatten mellem Clinton og hendes to modkandidater, senator Bernie Sanders og guvernør Martin O'Malley, kom primært til at handle om Syrien, Islamisk Stat, skat og våbenkontrol i USA.

Det første primærvalg finder sted 9. februar. Ved primærvalg udpeger vælgere deres foretrukne præsidentkandidat i Det Republikanske Parti eller Det Demokratiske Parti.

Omkring 200 mennesker var søndag samlet for at demonstrere mod Trump ved hans hovedkvarter i New York. Demonstranterne anklagede den kontroversielle mangemilliardær for blandt andet at være "racist" og "fascist".

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.