Domstol: GCHQ og NSA i ulovligt samspil
Britisk domstol har fredag afsagt dom i sagen om deling af efterretningsmateriale mellem USA og Storbritannien
Det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den britiske efterretningstjeneste GCHQ og amerikanske NSA har delt information, slår en britisk domstol nu fast.
Det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at den britiske efterretningstjeneste GCHQ og amerikanske NSA har delt information, slår en britisk domstol nu fast. Foto: Colourbox/PHOTOPQR/LE PARISIEN


En uafhængig britisk domstol afgjorde fredag, at den britiske efterretningstjeneste har overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Domstolen Investigatory Powers Tribunal (IPT) har således afgjort, at efterretningstjenestens deling af information opfanget af amerikanske National Security Agency (NSA) er et brud på menneskerettighederne.

Den ulovlige deling af efterretninger mellem den britiske efterretningstjeneste Government Communications Headquarters (GCHQ) og NSA har som minimum stået på fra 2007 til december 2014.

GCHQ "der står for hvervning, modtagelse, opbevaring og transmittering af privat kommunikation fra individer bosiddende i Storbritannien, som er blevet opfanget af amerikanske autoriteter", har overtrådt "artikel otte og 10", står der i IPT's kendelse.

Artikel otte vedrører retten til privat- og familieliv, mens artikel 10 beskytter retten til ytringsfrihed.

Det er første gang, domstolen har afsagt kendelse imod en af Storbritanniens efterretningstjenester, siden den blev etableret i 2000. Klagen er indgivet af to borgerrettighedsorganisationer.

- Efterretningstjenester som GCHQ og NSA har i alt for lang tid opført sig, som om de er over loven.

- Dagens kendelse bekræfter, hvad mange har sagt hele tiden. I det seneste årti har GCHQ og NSA været involveret i ulovlig deling af masseovervågning, som har påvirket millioner af mennesker jorden rundt, siger vicedirektør for den ene borgerrettighedsorganisation Eric King i forbindelse med domsafsigelsen.

Efterretningsdelingen mellem USA og Storbritannien blev kendt, da whistlebloweren Edward Snowden offentliggjorde adskillige hemmelige dokumenter fra amerikanske NSA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.