Dommer dødsdømmer 30 narkosmuglere

Dødsdomme i narkosager er ikke usædvanligt i Vietnam. Den aktuelle sag drejer sig om to ton heroin.
Arkivfoto. Det kommunistiske Vietnam har en af verdens hårdeste lovgivninger mod narkotikakriminalitet.
Arkivfoto. Det kommunistiske Vietnam har en af verdens hårdeste lovgivninger mod narkotikakriminalitet. Foto: AP AP

En dommer i Vietnam har afsagt 30 dødsdomme over smuglere i den største narkotikasag i landet nogensinde, skriver nyhedsbureauet AFP.

Snesevis af mennesker er involveret i sagen, som omfatter næsten to ton heroin.

- Dette er den største retssag om narkotika i Vietnam nogensinde med hensyn til antallet af anklagede, antallet af dødsdomme og mængden af heroin, siger dommeren i sagen, Ngo Duc, efter at have afsagt dommene i den nordlige provins Quang Ninh.

Dødsdomme for narkotikakriminalitet har været almindelige i Vietnam i en lang årrække.

Alle, der i Vietnam forsøger at smugle over 600 gram heroin eller kokain - eller 20 kilo opium - risikerer dødsstraf.

De 30 mænd og kvinder, der blev dødsdømt i sagen, er alle vietnamesere. 59 andre personer i sagen er blevet idømt fængselsdomme, hvoraf en del er livstidsdomme.

Dommer Ngo Duc siger til det franske nyhedsbureau AFP, at sagens omfang betød, at retssagen måtte afholdes i et fængsel. Retssagen begyndte den 3. januar og varede 17 dage.

Ifølge anklagemyndigheden var de dømte med i fire internationale smuglerringe, som siden 2006 smuglede heroin og andre stoffer til Vietnam og Kina fra Laos. En af lederne er fortsat på fri fod.

Smuglerringen blev optrævlet af politiet i august 2013, hvor der blev foretaget anholdelser og beslaglagt store mængder af stoffer.

Det kommunistiske Vietnam har en af verdens hårdeste lovgivninger mod narkotikakriminalitet.

Regionen "Den Gyldne Trekant" i Laos, Thailand og Myanmar var tidligere verdens største producent af ulovlig opium, men er blevet overhalet af Afghanistan.

Afghanistan står i dag for over 90 procent af verdens illegale opiumproduktion, viser opgørelser fra FN's Kontor for bekæmpelse af narkotikakriminalitet.

I november oplyste Taiwans politi, at det havde optrævlet en smuglerring og beslaglagt heroin med en markedsværdi på over 1,5 milliarder kroner. Det var Taiwans største narkotikasag i 20 år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.