Dom i Karsten-sag: Fede kan fyres som alle andre
Svært overvægtige, som den danske dagplejer Karsten Kaltoft, er ikke særligt beskyttet mod fyring af EU-retten
Svært overvægtige er ikke beskyttet mod fyring, afgør EU-Domstolen. Arkivfoto.
Svært overvægtige er ikke beskyttet mod fyring, afgør EU-Domstolen. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.dk/free


Overvægtige er ikke særligt beskyttet mod at blive fyret fra deres job. Kun hvis fedmen er så udtalt, at det er et handicap, som hindrer personen i at passe arbejdet.

Sådan lyder en afgørelse fra EU-Domstolen, som dermed ikke sidestiller fedme med religion, alder og seksuel orientering.

Sagen er taget op på baggrund af en dansk sag, om en dagplejer, der hævder, at han blev fyret på grund af svær overvægt.

Domstolen konkluderer, at "EU-retten ikke fastsætter et generelt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af fedme i sig selv med hensyn til beskæftigelse og erhverv".

Domstolen konkluderer samtidig, at fedme er omfattet af begrebet "handicap", hvis fedmen forhindrer personen i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.

Sagen er taget op på baggrund af den danske dagplejer Karsten Kaltoft, som i næsten 15 år var ansat i Billund Kommune, men hævder, at hans overvægt fik ham fyret.

Karsten Kaltoft er 172 cm høj, og da han arbejdede som dagplejer, havde han en kampvægt på 160 kilo. Det giver ham et BMI på 54, og dermed kan han betegnes som "svært fed" ifølge de officielle standarder.

Kommunen hævder derimod, at det var faldende børnetal, der var årsag til fyringen.

Karsten Kaltofts fagforbund FOA har ført sagen mod Billund Kommune for ham ved Retten i Kolding, hvor man bad EU-Domstolen se nærmere på den principielle baggrund.

Det er ifølge EU-retten forbudt at forskelsbehandle på arbejdsmarkedet på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Men fedme giver altså ikke grundlag for særlig beskyttelse, lyder afgørelsen.

Ifølge kommunernes forening, KL, som fører sagen for Billund Kommune, får afgørelsen ikke umiddelbart betydning i Danmark.

Danske lønmodtagere er i forvejen beskyttet mod usaglige fyringer, og arbejdsgivere kan altså ikke fyre overvægtige, hvis de kan passe deres arbejde.

/Ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.