Dolberg drømmer om at komme til en større liga
Den tyske Bundesliga kunne være en mulig destination for Kasper Dolberg, hvis det rigtige tilbud kommer.
Kasper Dolberg dribler forbi Jens Stryger Larsen ved søndagens aftentræning forud for testkampen mod Tjekkiet.
Kasper Dolberg dribler forbi Jens Stryger Larsen ved søndagens aftentræning forud for testkampen mod Tjekkiet. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Den bedste hollandske fodboldrække har fostret mange store angribere gennem tiderne, og måske bliver Kasper Dolberg den næste i rækken.

Med otte mål for Ajax i denne sæson og sammenligninger med Zlatan Ibrahimovic er 19-årige Dolberg spået en karriere i en af de store ligaer i Europa.

Lige nu trives og udvikles Dolberg i Æresdivisionen i Holland, men han har en ambition om at skifte til en af de største ligaer i Europa i fremtiden.

Det fortæller den danske landsholdsspiller forud for tirsdagens testkamp ude mod Tjekkiet.

- Jeg drømmer da om at komme til en af de store ligaer, siger Dolberg, der ikke prioriterer den ene liga højere end de øvrige, men Bundesligaen ville passe angriberen fint.

- Jeg har ikke noget favorithold eller nogen favoritliga på den måde. Så det må vi se på til den tid.

- Jeg er selv fan af den tyske liga, så det vil jeg da ikke blive helt ked af, hvis det var der, jeg endte, siger Dolberg.

Indtil videre skal teenageren koncentrere sig om at score mål for Ajax, hvor eventyret kun lige er begyndt.

- Jeg håber bare på at fortsætte det, jeg har gang i lige nu. Jeg føler, at folk i klubben tror på mig. Træneren tror på mig. Der er ikke anden vej end at blive ved, siger han.

De gode præstationer for Ajax betød, at Dolberg blev skiftet ind og fik debut på landsholdet i fredagens 4-1-sejr hjemme over Kasakhstan i VM-kvalifikationen.

- Det har været rigtigt fedt. Det var stort at få debut. Familien og vennerne var der, og jeg har fået en masse lykønskninger. Der var en masse, der skrev tillykke. Så det har været nogle gode dage.

- Bare det at komme ind og høre tilskuerne være glade. Alene det at få landsholdsdebut var kæmpe stort.

- Jeg har selvfølgelig ærgret mig meget over den brændte chance. Jeg synes, det var det rigtige at gøre. At sparke på mål. Men jeg ramte den skævt, konstaterer han.

Nu venter der måske en endnu større rolle mod Tjekkiet.

- Jeg ved ikke så meget om, hvad der skal ske, og hvem der skal starte inde og så videre. Det må jeg tage, som det kommer, lyder det fra Dolberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.