Dømt i kæmpe hashsag fra Christiania er igen bag tremmer
35-årig ville købe joint inden tur i Tivoli med hustru og børn, siger han. Politiet sigter ham for hashhandel.
Molotovcocktails, røgbomber og diverse genstande er tidligere blevet benyttet mod politiets aktioner mod hashhandel i Christiania. I dag er en 35-årig blevet fængslet for hashhandel og for at sparke en betjent over venstre knæ (arkivfoto)
Molotovcocktails, røgbomber og diverse genstande er tidligere blevet benyttet mod politiets aktioner mod hashhandel i Christiania. I dag er en 35-årig blevet fængslet for hashhandel og for at sparke en betjent over venstre knæ (arkivfoto) Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Syv måneder efter en fængselsdom i politiets store sag mod hashhandlere i Christiania er en 35-årig mand torsdag igen blevet sat bag tremmer.

I marts blev han af Københavns Byret idømt fængsel i to år og seks måneder for sin andel i den organiserede handel. Han blev fældet i den operation, som politiet døbte "Nordlys."

Men onsdag havde flere betjente igen fat i ham i Pusher Street. Og torsdag har en dommer varetægtsfængslet ham for 13 dage.

Denne gang gælder det en sigtelse for besiddelse af blandt andet cirka 150 gram hash, ligesom han beskyldes for vold mod en politimand. Denne blev sparket over venstre knæ, så han faldt om på jorden, mener politiet.

Den 35-årige nægter alt.

Sin tilstedeværelse i Pusher Street har han forklaret med, at han bare ville købe en god joint, inden han skulle i Tivoli med sin hustru og børn.

Og vold har han heller ikke begået. Flere politifolk havde lagt ham ned på jorden, og han var blevet meget chokeret, har han i Dommervagten forklaret om episoden.

Imidlertid mener dommeren, at der er grund til at indespærre ham. Det skyldes frygten for, at han på fri fod igen vil kaste sig ud i hashhandel.

I Københavns Politi oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen til Ritzau, at det er den tredje af de cirka 80 dømte i Nordlys-sagen, som nu er blevet varetægtsfængslet for igen at være indblandet i hashhandel.

Også en anden af de anholdte ved onsdagens aktion har mistet friheden. Denne mand, der er 21 år, sigtet ligeledes for deltagelse i den organiserede ulovlige handel.

Hjemme hos ham har politiet fundet 10.000 kroner i kontanter gemt i en højttaler. Pengene stammer fra hash, mener politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.