Dømt for menneskesmugling: Lisbeth Zornig og manden anker
Det er en principiel dom, som vi er nødt til at gå videre med af hensyn de mange andre sigtede, siger Zornig.
Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand Michael Rauno Lindholm anker den dom for menneskesmugling, som de har fået for at give en syrisk familie et lift til Sverige i september sidste år.
Lisbeth Zornig Andersen og hendes mand Michael Rauno Lindholm anker den dom for menneskesmugling, som de har fået for at give en syrisk familie et lift til Sverige i september sidste år. Foto: Claus Bech/Scanpix


- Vi er nået frem til, at vi anker dommen, siger direktør for Børnehuset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, der sammen med sin mand, Mikael Rauno Lindholm, fredag blev kendt skyldig i menneskesmugling ved Retten i Nykøbing Falster.

Parret gav en syrisk børnefamilie et lift til Sverige i september sidste år, og det udløste fredag en dom og en bøde til dem hver på 22.500 kroner. Men sagen slutter altså ikke her for ægteparret.

- Det er en principiel dom, som vi bliver nødt til at gå videre med, siger Lisbeth Zornig Andersen.

- Vi er bange for, at dommen kommer til at danne præcedens for de mange mennesker, der nu er sigtet, og hvoraf nogle af dem kommer til at opleve meget større konsekvenser end os, hvor det ikke kun kommer til at handle om penge, tilføjer hun.

Politiet og anklagemyndighederne har valgt at rejse flere hundrede sigtelser for menneskesmugling mod dem, som hjalp flygtningene med et lift, da en større flygtningestrøm kom til Danmark sidste år.

- Nogle af dem, der ikke har dansk statsborgerskab, risikerer at miste muligheden eller i hvert fald at få karantæne i forhold til at kunne søge dansk statsborgerskab, ligesom nogle muligvis risikerer udvisning, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Anklager Charlotte Larsen har gennem sagen lagt vægt på, at loven står ved magt, uanset hvor gode intentioner man har. I henhold til udlændingeloven er det ulovligt at transportere personer, der ikke har ret til at være i landet.

Ægteparret har forklaret i retten, at de ikke vidste, at det var ulovligt at give familien et lift. Forsvarer Bjørn Elmquist har lagt vægt på, at politiet på dagen ikke på noget tidspunkt kunne give de to et svar på, hvorvidt transporten var ulovlig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.