Dømt for at importere 9000 kopivarer
En sag om import af kopier af Global-knive er afgjort af Vestre Landsret, der idømmer importør fængselsstraf.
Det var kopi-knive af mærket Global, som blev forsøgt imporeret.
Det var kopi-knive af mærket Global, som blev forsøgt imporeret. Foto: RENE DELEURAN MOLGAARD ANDERSEN/free


En forretningsmand er fredag i Vestre Landsret i Aalborg blevet idømt fire måneders betinget fængsel i en sag om import af kopier af Global-knive fra Kina.

Sagen har verseret i flere år. Allerede i 2012 blev forretningsmanden ved Retten i Aalborg idømt en bødestraf på 50.000 kroner, og det er den dom, som landsretten nu har skærpet.

Det var helt tilbage i 2005, at toldere i Aarhus opdagede en container fyldt med knive, gafler og strygestål, der var købt i Guandong i Kina. I alt omfatter sagen ifølge anklagemyndigheden op imod 9000 stykker kopier af Global-køkkentøj.

Virksomheden Rosendahl, der er eneforhandler af Global-produkter i Danmark, fik nedlagt fogedforbud.

I 2008 blev forretningsmanden i en civil retssag i Sø- og Handelsretten dømt til at destruere knivene og betale en godtgørelse til Rosendahl på 200.000 kroner. Den dom blev i 2011 stadfæstet af Højesteret.

Nu har Vestre Landsret så afgjort straffesagen om kopi-importen.

Forretningsmanden havde anket byrettens afgørelse for at blive frifundet, mens anklagemyndigheden havde anket for at få en strengere straf.

Forretningsmanden har i straffesagen nægtet sig skyldig og kastet skylden på sin indkøber.

Imidlertid har landsretten skærpet straffen til fire måneders fængsel, som dog er gjort betinget, så forretningsmanden slipper for fængsel, hvis han ikke begår kriminalitet i et år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.