Dødstallet i den ukrainske konflikt nærmer sig 10.000
30.000 mennesker er enten blevet dræbt eller såret i Ukraine, siden en konflikt brød ud for to år siden.
Der er omfattende ødelæggelser i den østlige del af Ukraine, hvor en konflikt har hærget i to år. Seneste tal lyder på knap 10.000 dræbte og godt 20.000 sårede.
Der er omfattende ødelæggelser i den østlige del af Ukraine, hvor en konflikt har hærget i to år. Seneste tal lyder på knap 10.000 dræbte og godt 20.000 sårede. Foto: Max Black/AP


Den ukrainske konflikt, der særligt udspiller sig i den østlige del af landet, er gået ind i sit tredje år.

Krisen har kostet tusindvis af mennesker livet, og dødstallet stiger fortsat, lyder det fra FN's Sikkerhedsråd.

Ifølge Tayé-Brook Zerihoun, FN's vicegeneralsekretær for politiske anliggender, er 9333 personer blevet dræbt, mens 21.396 er blevet såret siden konfliktens begyndelse i april 2014.

- Mens flere af de seneste civile ofre har mistet livet i vilkårlige beskydninger, er det fortsat landminer og andre eksplosive efterladenskaber fra krigen, der udgør den største fare for civiles liv og sikkerhed, siger Zerihoun i en presseorientering fra FN.

Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd mødtes torsdag for at diskutere krisen i Ukraine. På dagsordenen var blandt andet den haltende implementering af Minsk-aftalen, der blev indgået i februar 2015 for at løse konflikten.

Samtidig understreger vicegeneralsekretæren, at den humanitære situation er "alvorlig" med tre millioner mennesker, der har brug for hjælp. Særligt er mennesker i og i nærheden af prorussiske separatisters områder udsat.

De prorussiske separatister har blandt andet drevet regeringens styrker væk fra provinserne Donetsk og Lugansk.

De seneste meldinger om civile tab kom så sent som torsdag, hvor fire civile personer ifølge nyhedsbureauet dpa blev dræbt cirka en halv kilometer fra en af oprørernes checkpoints i det østlige Ukraine.

Oplysningerne stammer fra organisationen OSCE, der overvåger konflikten i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.