Dødstal efter færgeforlis i Indonesien er nu oppe på 63
Siden tirsdag er det ikke lykkedes redningsmandskab at finde overlevende fra færge, der sank i hårdt vejr.
Sandsynligheden for at finde flere overlevende efter færgeforliset sidste lørdag i Indonesien er minimal. Mindst 15 personer savnes fortsat, mens 63 er bekræftet døde. Foto viser ligposer med ofre på et redningsfartøj.
Sandsynligheden for at finde flere overlevende efter færgeforliset sidste lørdag i Indonesien er minimal. Mindst 15 personer savnes fortsat, mens 63 er bekræftet døde. Foto viser ligposer med ofre på et redningsfartøj. Foto: Aris Daeng/AP


Antallet af omkomne i forbindelse med et færgeforlis sidste weekend i Indonesien er nu oppe på 63.

Færgen "Marina Baru" sank cirka 22 kilometer fra havnen i Siwa, der var færgens destination.

Kun 40 personer om bord på færgen overlevede katastrofen. 15 personer savnes fortsat, men sandsynligheden for at finde flere overlevende er minimal.

Tirsdag blev der fundet to personer i live, men siden har redningsmandskab kun samlet lig op fra det farvand, hvor færgen fik problemer.

Ti fartøjer, deriblandt flådeskibe, og to fly afsøger området for at finde de savnede.

Bambang Soelistyo, leder af eftersøgnings- og redningstjenesten, oplyser fredag til nyhedsbureauet AFP, at ifølge den øjeblikkelige plan ventes redningsindsatsen at blive indstillet lørdag.

Færgen stævnede ud lørdag morgen fra Kolaka på den sydøstlige del af Sulawesi på det, der skulle have været en seks timer lang rejse vestpå.

Besætningen om bord udsendte et nødsignal, efter at store bølger havde beskadiget skibet og fået motorerne til at gå i stå.

De lokale myndigheder modtog nødsignaler fra skibet klokken 15.45 lørdag eftermiddag lokal tid.

Indonesien er et kæmpe ørige med over 17.000 øer. Derfor er færgetransport meget udbredt i landet, men ulykker med dødelig udgang er ikke ualmindeligt - typisk på grund af dårlige sikkerhedsforhold.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.