Dødstal efter bygningskollaps i Kenya skyder i vejret
19 personer savnes fortsat i murbrokkerne i Nairobi. Dødstallet er blevet opjusteret til 51.
Der befandt sig over 200 personer i bygningen, da den kollapsede for ti dage siden.
Der befandt sig over 200 personer i bygningen, da den kollapsede for ti dage siden. Foto: Ben Curtis/AP


Dødstallet efter et bygningskollaps i Kenyas hovedstad, Nairobi, i forrige uge, er steget til 51, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det var efter alt at dømme massivt regnvejr og oversvømmelser, der fik seksetagersbygningen til at styrte sammen 29. april først på aftenen.

Lederen af redningsarbejdet Pius Masai fortæller, at søgningen efter eventuelle overlevende under murbrokkerne meget snart vil blive indstillet.

19 personer savnes fortsat efter kollapset, som ifølge myndighederne skete, mens over 200 personer befandt sig i bygningen.

Ulykken har fået myndighederne i Nairobi til at jævne knap 80 andre etagebygninger med jorden, fordi bygningerne angiveligt også var i fare for at kunne styrte sammen.

Ejerne af bygningen, som forrige fredag styrtede i grus, er sammen med tre andre personer blevet afhørt i sagen, men de er ifølge Reuters blev løsladt mod kaution uden at blive tiltalt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.