Dødsbrand: Mand omkommet i Østjylland
Politiet formoder, at rygning i sengen er årsag til, at branden opstod.
Brandvæsnet var hurtigt fremme til brand på institution i Østjylland, men en mands liv stod ikke til at redde. Arkivfoto
Brandvæsnet var hurtigt fremme til brand på institution i Østjylland, men en mands liv stod ikke til at redde. Arkivfoto Foto: MATHIAS SVOLD/POLFOTO


En mand er natten til lørdag omkommet i en brand på sit værelse på en institution i Ørsted, der ligger på det nordlige Djursland.

Politiet fik anmeldelsen fra personalet på stedet omkring klokken 3.00.

- Der er desværre en, der er afgået ved døden i forbindelse med, at han angiveligt har røget i sengen, siger vagtchef Lars Grønlund fra Østjyllands Politi.

Da den dødes pårørende tidligt lørdag morgen endnu ikke er blevet underrettet, ønsker vagtchefen ikke at oplyse mandens alder eller andet om hans identitet.

- Branden var udelukkende i mandens værelse og omkring hans seng. Det har ikke spredt sig til resten af institutionen. Brandvæsnet var hurtigt fremme, men han stod desværre ikke til at redde, fortæller Lars Grønlund.

Tekniske undersøgelser skal nu fastslå, hvad brandårsagen var, men politiets formodning er, at ilden opstod, da manden røg i sengen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.