Dødsbrand i Vejen opstod i stuen
Mens en familiefar omkom i branden, overlever hans to børn og deres mor. De er alle tre indlagt på hospital.


Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke endeligt fastslået årsagen til en brand i en lejlighed, der tirsdag morgen kostede en familiefar fra Vejen livet.

- Vi er færdige med de tekniske undersøgelser på brandstedet og afventer erklæringer fra de undersøgelser.

- På et tidspunkt skal vi have talt med familien. Vi er nødt til at vise lidt hensyn og ikke presse for hårdt på, siger vicepolitiinspektør Jeppe Kjærgaard.

- Vi er i en dybt tragisk situation, understreger han.

Den 30-årige mands to børn på tre og fire år samt deres mor blev reddet ud af røgdykkere og er ifølge politiets oplysninger uden for livsfare. Den 30-årige mand var død, da røgdykkerne fandt ham.

Børnene er indlagt på Rigshospitalet, hvortil de blev fløjet i helikopter. Deres mor er indlagt på Kolding Sygehus.

Politiet mener, at arnestedet for branden skal findes i stuen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.