Ishockey - arbejdsforhold på glat is
Død ishockeyspillers familie sagsøger NHL
Den canadiske forsvarsspiller Steve Montador er død efter skader fra sin karriere i NHL, mener hans familie.
Steve Montador (til venstre) i nævekamp under en kamp for Florida Panthers i NHL i 2006. Montador var i nævekamp 69 gange under sin karriere i NHL.
Steve Montador (til venstre) i nævekamp under en kamp for Florida Panthers i NHL i 2006. Montador var i nævekamp 69 gange under sin karriere i NHL. Foto: BILL KOSTROUN/AP


Den afdøde ishockeyspiller Steve Montadors familie sagsøger den Nordamerikanske Hockeyliga, NHL. De har indleveret en stævning til den føderale domstol i Chicago.

Familien mener, at NHL fejlede, da den undlod at informere Montador grundigt om risikoen for langvarig hjerneskade.

Steve Montador blev i februar fundet død i sit hjem. Han blev 35 år gammel. Det vides stadig ikke, hvad Montador døde af, men et hold af forskere har fundet ud af, at han havde en hjerneskade.

Gennem ti sæsoner spillede forsvareren i NHL for seks forskellige hold. Han fik i den periode 15 dokumenterede hjernerystelser.

Familien siger, at Steve Montador led af depression, hukommelsesproblemer og pludselige raserianfald. De skyder skylden på de 69 gange, Steve Montador var i nævekamp på isen under kampe i NHL.

- Under kampe i den regulære sæson, forsæsonen og til træning har Steve erhvervet sig tusindvis af slag og skader mod hjernen. Mange af dem var ikke diagnosticeret eller dokumenteret, står der i stævningen fra familien.

NHL har stadig ikke udtalt sig i sagen.

Stene Montador besluttede flere år før sin død at donere sin hjerne til et projekt, der forsker i hjerneskader hos sportsudøvere.

I maj fandt forskere frem til, at Montadors hjerne led af hjerneskaden Kronisk Traumatisk Encefalopati, CTE, der opstår ved gentagne slag i hovedet.

Det er ikke første gang, en tidligere ishockeyspiller oplever massive problemer med hjerneskader. I mange år har NHL for eksempel accepteret nævekampe i ligaen, selv om der har været offentligt pres for at slå hårdt ned på voldelig adfærd under kampene.

Mere end 100 spillere har som gruppe sagsøgt NHL for at fejlinformere og skjule følgevirkningerne af hovedskader. Sagen venter lige nu på at komme for retten.

Tidligere har også National Football League, NFL, indgået milliardforlig med tidligere spillere, der lider af hjerneskader.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.