Dobbeltdækkertog er fulde af forurening
Trods to projekter har DSB ikke løst problemer med skadelige små partikler i nogle af de gamle dieseltog.
DSB's dobbeltdækkertog fylder stationerne med farlige partikler.
DSB's dobbeltdækkertog fylder stationerne med farlige partikler. Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Ansatte og passagerer i DSB's dobbeltdækkervogne på flere regionalstrækninger bliver fortsat bombarderet med skadelige, ultrafine dieselpartikler.

Det viser en rapport, som Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet har lavet for DSB.

De mest udsatte DSB-medarbejdere oplever et gennemsnitligt antal ultrafine partikler på op til 100.000-150.000 pr. kubikcentimeter over de seks dage, der er udført målinger til rapporten.

I et kontorlandskab vil der typisk være 4000-5000, har Det Økologiske Råd tidligere oplyst.

Og det er en problemstilling, der også rammer DSB's kunder i de pågældende tog, omend i væsentligt mindre omfang, oplyser DSB.

- Der findes ingen arbejdsmiljømæssige grænseværdier for ultrafine partikler og DSB's materiel overholder selvsagt gældende lovgivning.

- Men det rokker naturligvis ikke ved, at dette er en problemstilling, vi tager meget seriøst, siger underdirektør for sikkerhed i DSB, Lars Nordahl Lemvigh i en pressemeddelelse.

Rapporten er en opfølgning, fordi en stikprøveundersøgelse fra foråret 2013 viste niveauer for ultrafine partikler i dobbeltdækkervogne trukket af ME-lokomotiver, som var flere gange højere end på en af Københavns mest befærdede indfaldsveje.

Siden har man ifølge DSB reduceret udledningen fra lokomotiverne med 30 procent og sat nye filtre i ind til selve vognene, hvilket har reduceret antallet af ultrafine partikler med 40 procent.

- Vi må på baggrund af de nye målinger konstatere, at der i visse tog og på nogle af vores arealer fortsat er en høj gennemsnitlig koncentration af ultrafine partikler, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Ifølge den nye undersøgelse omfatter problemerne også de over 30 år gamle MR-tog, DSB's motorværksteder samt ved længere tids ophold på visse perronarealer.

DSB vil nu i dialog med medarbejderorganisationerne, så man kan forhindre, at medarbejdere ikke bliver påvirket af partiklerne, der kan være kræftfremkaldende.

Dansk Jernbaneforbund langer ud efter DSB, som man mener har "negligeret" problemet.

- Dansk Jernbaneforbund kræver, at DSB utvetydigt leverer dokumentation for, at det ikke er farligt at gå på arbejde.

- Dette problem kræver gode holdbare løsninger, således at ingen ansat bør frygte for helbredet, siger forbundshovedkasserer og arbejdsmiljøansvarlig i Dansk Jernbaneforbund, Kirsten Andersen i en pressemeddelelse.

Ifølge DSB vil den hurtigste løsning på problemet være, at få IC2- og IC4-togene i ordentlig drift hurtigst muligt. Det vil dog tage nogle år, oplyser DSB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.