DMI varsler forhøjet vandstand under storm
Stormen Egon blæser vand ind i Limfjorden, hvor vandstanden forventes at nå op på to meter over normalt niveau
Stormen Dagmar bliver prompte afløst af stormen Egon.
Stormen Dagmar bliver prompte afløst af stormen Egon. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Stormen Dagmar har knapt nok sluppet sit tag i Danmark, før en ny er på vej. Det er stormen Egon, der nu rammer landet.

- Vindstød af orkanstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik, skriver DMI på sin hjemmeside.

- Lørdag kan blive mindst lige så blæsende som fredag, siger vagtchef Olaf Mathiassen.

- Et dybt lavtryk, som fra vest bevæger sig ind over Sydnorge og derfra videre mod øst, kan give op til hård eller stormende kuling omkring vest med vindstød op til storm eller stærk storm, siger han.

I Limfjorden forventes vandstanden at nå op på mellem 1,5 og 2,0 meter over normal vandstand. Og den højeste vandstand forventes i den vestlige del af Limfjorden, hvor vandstanden kan komme op på mellem 170 og 200 centimeter fra søndag morgen.

Midt- og Vestjyllands politi oplyser, at det kan betyde oversvømmelser i Skive, specielt i området øst for Fjordvej, herunder vejene Finlandsvej, Islandsvej, Englyst, Norgesvej og Liselund.

Flere andre steder vil vandstanden også blive højere end normalt.

Trods stormvarslet forventer DSB kun, at det påvirke få togafgange. DSB oplyser, at en melding om en risiko for lukning af Øresundsbroen vil kunne påvirke togtrafikken omkring klokken 19 lørdag aften.

Færgetrafikken til og fra Bornholm rammes af to aflysninger af overfarter i begge retninger mellem Rønne og Ystad. Det betyder, at man ikke kan sejle til Bornholm resten af lørdag på grund af stormvarslet i Østersøen.

Derfor aflyser DSB de sidste to togafgange i hver retning med IC Bornholm mellem København og Ystad. Det drejer sig om afgangene fra København klokken 10.43 og klokken 18.44 er aflyst, mens det i den modsatte retning er afgangene klokken 12.09 og 20.09.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.