Har du pakket badetøjet væk og smidt sæsonkortet til friluftsbadet i skraldespanden, så kan du godt begynde at gøre det om. En varm luft fra Spanien rammer nemlig Danmark via en tur over Frankrig.
Det siger vagthavende ved DMI, Frank Nielsen, til Ekstra Bladet.
Så selv om det ser rigtigt godt ud på denne solrige og varme søndag, så bliver det bedre, når noget højere temperaturer når vores breddegrader på onsdag.
- Onsdag kan vi så forvente 26 grader mange steder. Torsdag regner vi indtil videre med 28 grader, men havde det været tidligere på sommeren, havde vi nok sagt 30 grader uden at blinke. Men det er ikke alle steder, det vil blive sådan, siger Frank Nielsen avisen.
Mens det sønderjyske og midtjyske kan forvente at få det varmeste vejr, kan resten af landet se frem til omkring 25 grader torsdag.
DMI forventer også sommervejr fredag inden det i weekenden igen går den anden vej.
Og det bliver ved
DMIs månedsprognose viser, at der rent faktisk er mulighed for sommerligt vejr et stykke ind i uge 35.
Det er varme strømme fra syd eller sydvest som holder fast i de høje temperaturer.
Der vil nok komme nok flere skyer og måske en del byger i perioden. Men chancerne for sol og temperaturer mellem 20 og 25 grader er gode, oplyser DMI.