DMI: Så er der udsigt til frost og sne igen
Natten til fredag dykker temperaturen, men forinden er der udsigt til en solrig tirsdag.
Vinterstemning på Amager Strand. Den sidste uge i årets første måned begynder med dis og tåge, men der kommer også sol.
Vinterstemning på Amager Strand. Den sidste uge i årets første måned begynder med dis og tåge, men der kommer også sol. Foto: THOMAS BORBERG/POLFOTO


Den sidste uge i årets første måned begynder med dis og tåge. I eftermiddag klarer det op i de vestlige egne med mulighed for lidt sol og enkelte byger, men der kommer til gengæld både regn flere steder og blæst om aftenen. Temperaturen vil ligge på mellem to og fem graders varme.

- Så det bliver noget af en grå og fugtig affære - i modsætning til tirsdag, hvor det bliver en helt pæn dag med nogen sol og stort set tørvejr og temperaturer omkring tre til seks grader, siger meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

Det pæne vintervejr varer dog ikke ved, for onsdag bliver mere og mere våd, som dagen skrider frem, og fra onsdag eftermiddag til torsdag morgen forventes rigtig skidt vejr med regn og blæst, oplyser meteorologen.

Derefter kommer der kold luft ind over landet, hvilket resulterer i et skift i temperaturen.

- Torsdag byder på en ændring i vejrsituationen. Det bliver koldere generelt set, men ikke ekstremt. Det er en vejrtype, hvor vi kan få snebyger, men hvor der også er plads til noget sol ind imellem.

Det er endnu for tidligt at sige, hvor store mængder sne, vi kan regne med, oplyser meteorologen.

Nattefrosten kan især bide natten til fredag med temperaturer fra frysepunktet og ned til syv graders frost, og dagtemperaturen vil fredag ligge omkring frysepunktet.

- Det bliver vinterligt igen, men uden de store vindhastigheder, så det bliver forholdsvist acceptabelt, siger Frank Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.