Der er risiko for skybrud i store dele af landet søndag. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside.
- Der er risiko for kraftig regn. Der kan stedvis falde mellem 30 og 50 millimeter, og desuden er der risiko for lokale skybrud med mere end 15 millimeter på 30 minutter, skriver DMI.
Advarslen gælder Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster, Fyn, København og Nordsjælland, Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Bornholm, Midtjylland, Vestjylland og Mariagerfjord.
Regnen vil først falde i Jylland om morgenen og i løbet af dagen bevæge sig øst på, fortæller Mette Wagner, der er vagtchef hos DMI. Skybrudsvarslet gælder fra klokken 10 til 23 søndag.
Den kraftige regn betyder, at der er risiko for oversvømmelse af lavtliggende områder og kældre, og at der kan være vand på vejene.
- Når der er skybrud er der meget regn på kort tid. Det er ikke alle kloakker, der kan klare det, og så begynder vi at få vand i blandt andet viadukter, siger Mette Wagner.
Sommertøjet og badetøjet skal dog ikke gemmes alt for langt væk, for i næste uge er sommervejret på vej tilbage.
- Vi skal lige have et par våde dage, men så stabiliserer vejret sig, og så skal vi til at have højtryk og noget lunt sensommervejr. Vi skal måske op imod 25 grader torsdag. Fredag og lørdag ser det også ud til, at vi skal have nogle lune dage, siger Mette Wagner.
/ritzau/