DMI: Nytårsaften får rigtigt raketvejr
Tørt, lunt og nogenlunde klart. Sådan lyder vejrudsigten for nytårsaften i en uge, hvor meget sne forsvinder.
Nytårsaften skulle byde på godt raketvejr. Her festfyrværkeri over Tivoli i København fanget ved en tidligere lejlighed. ARKIV.
Nytårsaften skulle byde på godt raketvejr. Her festfyrværkeri over Tivoli i København fanget ved en tidligere lejlighed. ARKIV. Foto: Rasmus B. S. Hansen/free


Danskere, der finder fyrværkeri flot og festligt, kan glæde sig til nytårsaften. Vejret bliver om ikke perfekt, så i hvert fald velegnet til at nyde raketterne ved midnatstid.

- Nytårsaften bliver det overskyet, men tørt. De skyer, der ligger over Danmark, vil ikke genere udsigten, da de ligger i 1000 meters højde. Samtidig bliver der omkring fem til syv grader, siger vagtchef Frank Nielsen fra DMI.

De steder, hvor der er kommet mest sne, vil der fortsat være bunker af sne at stille raketterne i. Andre steder vil sneen være smeltet helt væk, for tirsdag slår et vejrskifte for alvor igennem, og det bliver væsentligt varmere end de seneste par dage.

- For danskerne i de nordligste og østligste egne har det været en hammerkold morgen mandag, men det er slut nu, for vi får en varmfront ind i løbet af eftermiddagen og aftenen. Det kan muligvis give et lille drys sne. Men elles bliver det mellem tre og seks grader.

- Onsdag (nytårsaften, red) skruer vi så endnu en tand op for temperaturen, siger Frank Nielsen.

1. januar tilbringer mange danskere på sofaen med skihop i fjernsynet, men vejret vil også være egnet til at gå tur udenfor, hvor man kan få frisk vind i ansigtet.

- Der kommer til at blæse en jævn vind fra vest, og der bliver tørvejr i løbet af dagen 1. januar. Hen under aftenen kan der godt komme regn, men indtil da kan man godt vove sig udenfor uden at få frostbidte kinder, lyder det fra DMI-meteorologen.

Tidligt mandag morgen er der blevet målt under 10 frostgrader både i Sjælsmark i Nordsjælland og Aalborg. Det billede vil være radikalt anderledes, når vi når fredag eftermiddag.

Sneen vil de fleste steder være smeltet, og trafikken vil formentlig glide glat igen, lyder det fra DMI.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.