Der er god grund til at holde et ekstra vågent øje med trafikken tirsdag morgen.
Især hvis du er på vej på arbejde i den sydlige del af landet, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Her er der nemlig risiko for pletvis rimglatte veje.
Vagthavende ved DMI, Jørgen Thomsen, uddyber over for Ekstra Bladet:
- Det er ikke så voldsomt, men i den sydlige del af Jylland og på Lolland-Falster kan der være rimglatte veje, da der er klart vejr, siger Jørgen Thomsen.
Dagen byder derudover mest på skyer og i Nord- og Vestjylland kommer der lidt regn i løbet af formiddagen.
I den vestlige del af landet klarer det i løbet af eftermiddagen op fra nordvest med nogen eller en del sol. Temperaturerne kan vestpå komme helt op på syv grader.