Der er regn på vej ind over landet. Kraftig regn. Det får nu DMI til at udsende et såkaldt risiko-varsel. Det gør DMI, fordi det endnu ikke er stensikkert, at det voldsomme regnvejr kommer - men at rigtigt meget tyder på det.
Som det ser ud nu, vil de tunge renskyer rulle ind over landet fra i morgen eftermiddag og frem til klokken 23.
Her kan der stedvis falde mellem 25 og 35 mm regn på seks timer. Der er desuden risiko for lokale skybrud, hvor der på blot en halv time falder 15 mm eller mere.
En stor del af landet tegner til at blive berørt, nemlig:
- Vest- og Sydsjælland
- Lolland-Falster
- Fyn
- København og Nordsjælland
- Syd- og Sønderjylland
- Østjylland
- Herning
- Ikast-Brande
- Viborg
- Ringkøbing-Skjern
I DMI's terminologi medfører 'kraftig regn og skybrud' fare for oversvømmelse af lavtliggende områder samt oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter (akvaplaning) - og nedsat sigtbarhed.
DMI opdaterer sit varsel for i morgen cirka klokken 21 i dag - følg med på DMI.