DMI advarer om 'voldsomt' vejr i weekenden: Her kan vindstød af stormstyrke ramme
Pas på væltende træer og flyvende tagsten.
Der er god grund til at holde på hat og briller, hvis du bevæger dig udenfor i det vestjyske i det kommende døgns tid.
Der er god grund til at holde på hat og briller, hvis du bevæger dig udenfor i det vestjyske i det kommende døgns tid. Foto: Scanpix/arkiv


Weekenden får en yderst blæsende optakt – specielt i det vestjyske.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI, red.) advarer nemlig om voldsomt vejr og risiko for vindstød af stormstyrke fra omkring klokken 21 torsdag aften til klokken 15 fredag eftermiddag.

Varslet gælder for områderne Thy og Mors, Vestjylland, Jammerbugt, Esbjerg, Fanø og Varde. DMI forventer en kuling fra sydvest og altså risiko for vindstød af stormstyrke på 25-28 m/s.

DMI oplyser, at vindstød af stormstyrke kan føre til at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er desuden stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.

Årsagen til det ruskende vejr er ifølge vagthavende meteorolog Klaus Larsen fra DMI et lavtryk, der ruller ind over Nordsøen mellem torsdag og fredag.

- Det giver hård vind til kuling i det meste af landet, men ude ved den vestlige kyst er der lidt kraftigere vind med vindstød af stormstyrke, siger Klaus Larsen til BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.