1. juledag kan blive en blæsende omgang for nogle danskere.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer om, at det flere steder i Jylland kan blæse med helt op til vindstød af stormstyrke.
Det skriver DMI på deres hjemmeside og på det sociale medie, Twitter:
Det drejer sig om områderne Vendsyssel, Storaalborg, Læsø, Jammerbugt og Thisted, hvor der er risiko for kuling og vindstød af stormstyrke (25-28 m/s) frem til klokken 16.00.
Frem til klokken 12.00 fredag gælder det desuden også områderne Varde, Holstebro, Lemvig og Ringkøbing-Skjern.
Vindstød af stormstyrke medfører at tagsten blæser ned, store grene knækker og træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Der er samtidig stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.