DM-finaleaflysning stred mod badmintonforbundets regler
Badminton Danmark havde ikke hjemmel i sit eget reglement til at aflyse DM-finalen på grund af force majeure.
Christinna Pedersen (til venstre) var i foråret genstand for hele polemikken, da DM-finalen mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse blev aflyst. (Arkivfoto).
Christinna Pedersen (til venstre) var i foråret genstand for hele polemikken, da DM-finalen mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse blev aflyst. (Arkivfoto). Foto: Kazuhiro Nogi/AFP


Badminton Danmark havde ikke ret til at aflyse årets DM-finale mellem Skovshoved og Team Skælskør-Slagelse.

Det oplyser Skælskør-Slagelse torsdag i en pressemeddelelse, efter at klubben netop har fået medhold i en klage til badmintonforbundets appeludvalg.

Skælskør-Slagelse havde i foråret spillet sig frem til DM-finalen mod Skovshoved, men i dagene op til finalen opstod der et juridisk slagsmål om, hvorvidt Skovshoved måtte benytte Christinna Pedersen.

Skælskør-Slagelse nedlagde protest over, at Skovshoved ville bruge doublespecialisten, da hun havde deltaget i to udenlandske turneringer uden for Europa. Badmintonforbundet tillader blot en enkelt.

På den anden side mente Skovshoved, at klubben havde fået dispensation af forbundet til at benytte Christinna Pedersen.

To dage før DM-finalen 24. marts valgte Badminton Danmark helt at aflyse DM-finalen, og forhandlinger i de efterfølgende dage førte ingenting med sig.

Appeludvalget har nu bestemt, at forbundet med udgangspunkt i reglerne ikke kan begrunde aflysningen med, at der var opstået en "force majeure situation."

Skælskær-Slagelses bestyrelsesformand, Michael Stage, overvejer nu om sagen skal have et efterspil.

- Team Skælskør-Slagelse er gentagne gange blevet udstillet som skurken i denne sag.

- Derfor er det naturligvis rart, at vi nu får ret i, at det var Badminton Danmark, der handlede forkert ved at aflyse finalen, siger Michael Stage i en pressemeddelelse.

- Men den skade, det har påført dansk badminton generelt og finaleklubberne i særdeleshed, er svær at rette op på, og derfor er der behov for en grundig evaluering af hele sagen, så en så grotesk aflysning ikke gentages, siger han.

Badminton Danmarks formand, René Toft, oplyser, at forbundet i øjeblikket overvejer at tage sagen videre til idrættens højeste appelinstans.

Han afviser samtidig, at finalen blev aflyst med udgangspunkt i force majeure-bestemmelsen.

- Det er vores appeludvalg, der har givet det den vinkel, siger formanden.

- Vi aflyste finalen, fordi vi ikke ville afvikle det. Det er vores arrangement. Så det svarer til at aflyse et bryllup to dage før, at det skal foregå, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.