Novak Djokovic viste igen, at han er verdens bedste tennisspiller.
Serberen kunne således sent søndag endnu en gang løfte et trofæ, da han ved ATP-turneringen i Indian Wells besejrede Milos Raonic 6-2, 6-0 i finalen.
Dermed vandt verdensetteren turneringen for femte gang. Djokovic hentede samtidig sin sjette sejr over Milos Raonic i lige så mange interne opgør.
BNP Paribas Open, som er turneringens navn, rangerer lige under de store grandslam-turneringer, og den er en Masters 1000-turnering.
Novak Djokovic lagde hårdt ud og brød allerede i første parti Milos Raonics serv, og herfra gik det lystigt for Djokovic, der bragte sig foran 5-1.
Raonic holdt dog sin serv, men Djokovic fik tre sætbolde i sit efterfølgende serveparti.
Her bed Raonic dog fra sig, og først på den tredje sætbold lykkedes det serberen at vinde sættet 6-2.
I andet sæt fortsatte mønstret.
Djokovic brød hurtigt og bragte sig foran 2-0. Herefter sled og slæbte Raonic for at holde sin serv, men det lykkedes ikke, og Djokovic bragte sig yderligere foran.
Milos Raonic, der i semifinalen brugte tre sæt på at besejre David Goffin, var aldrig for alvor inde i opgøret. Hertil var modstanden fra Djokovic for stor.
Det blev hurtigt 4-0, og igen måtte Raonic slide for at holde sin serv.
Igen lykkedes det ikke, og ved stillingen 5-0 servede Djokovic sejren hjem efter en time og fem minutters spil.
Titlen var samtidig Novak Djokovic' 27 Masters 1000-sejr, og vinder Djokovic en mere af slagsen, så tager han også rekorden der.
/ritzau/