Djokovic inden OL-stormøde: Guld vil betyde alverden
Novak Djokovic jagter karrierens første OL-guld, men kan komme på en svær opgave allerede i første runde.
Novak Djokovic lægger ud mod Juan Martin del Potro ved OL.
Novak Djokovic lægger ud mod Juan Martin del Potro ved OL. Foto: Charles Krupa/AP


Han er suverænt nummer et på verdensranglisten i tennis og har vundet 12 grand slam-titler.

Men serberen Novak Djokovic mangler en OL-guldmedalje til sit imponerende cv. I 2008 vandt han bronze. Nu går han efter guldet i Rio de Janeiro.

- Det er mit største mål. Det vil betyde alverden for mig at krone min karriere med en guldmedalje. Det vil rangere som en af mine største bedrifter, siger Novak Djokovic inden turneringens start.

Hans kamp i første runde er på papiret lidt af et brag, da han har trukket argentineren Juan Martin del Potro, der vandt US Open i 2009 og tidligere har ligget nummer fire i verden.

Kampen er en kopi af bronzekampen fra OL i London i 2012, hvor argentineren vandt.

Men meget er sket siden da. Del Potro har været igennem en række håndledsoperationer og kæmper med at komme tilbage til verdenstoppen. Aktuelt er han nummer 145 i verden.

- Det bliver en helt anden kamp denne gang. Mit spil er ikke lige så godt som for fire år siden, siger argentineren.

Andy Murray er forsvarende OL-vinder efter finalesejren over Roger Federer i 2012. Ved samme lejlighed vandt han sølv i mixed doubles.

I Rio håber han desuden at kunne vinde en medalje i herredouble, hvor han stiller op sammen med sin bror Jamie Murray.

- At vinde en medalje er ekstremt svært. At gøre det sammen med sin bror vil være meget, meget specielt, siger briten.

Murray skal i aktion i første runde mod serberen Viktor Troicki søndag. Også kampen mellem Djokovic og Del Potro spilles søndag.

Top-ti-spillerne Roger Federer, Stanislas Wawrinka, Milos Raonic og Tomas Berdych har af forskellige årsager meldt afbud til turneringen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.