Djokovic er klar til US Open-brag mod forsvarende mester
Novak Djokovic har taget på Marin Cilic, inden de to mødes i US Open fredag. Serberen fører 13-0 indbyrdes.
Novak Djokovic jagter en finaleplads i US Open.
Novak Djokovic jagter en finaleplads i US Open. Foto: Julio Cortez/AP


Den ene semifinale i grand slam-turneringen US Open bliver et brag mellem den topseedede Novak Djokovic og sidste års vinder af turneringen, Marin Cilic.

Det står klart, efter Djokovic onsdag morgen dansk tid i fire sæt besejrede den 18.-seedede Feliciano López med 6-1, 3-6, 6-3, 7-6.

Selv om Djokovic havde store problemer med at håndtere spanierens serv, specielt i andet og fjerde sæt, gik kvartfinalen mere smertefri end for Marin Cilic.

Kroaten var således ud i en lang femsætskamp mod franskmanden Jo-Wilfried Tsonga.

Undervejs afværgede franskmanden fire matchbolde i kampen, som blev spillet i 35 graders varme. Til sidst lykkedes det dog Cilic at hive sejren hjem med cifrene 6-4, 6-4, 3-6, 6-7, 6-4.

At det blev Cilic, som Djokovic skal møde i semifinalen, passer formentlig den serbiske favorit helt perfekt.

De to spillere har mødt hinanden 13 gange, og samtlige opgør har Djokovic vundet. De mødtes senest i Wimbledon, hvor Djokovic vandt kvartfinalen med 6-4, 6-4, 6-4.

Fredag er underlaget hardcourt i stedet for Wimbledons græs. Det har det også været i ni af spillernes indbyrdes møder. I de kampe har Cilic kun vundet i alt to sæt. Det ene var tilbage i spillernes hidtil eneste møde i US Open i 2008.

Den anden semifinale bliver et opgør mellem vinderne af Stanislas Wawrinka mod Kevin Anderson og Richard Gasquet mod Roger Federer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.