Djokovic dropper barsel: Genvinder titel i Paris
10 dage efter han blev far, vandt Novak Djokovic Masters 1000-turneringen i Paris efter sejr over Milos Raonic
Novak Djokovic formåede at ramme højt niveau i Paris, selv om han netop er blevet far.
Novak Djokovic formåede at ramme højt niveau i Paris, selv om han netop er blevet far. Foto: Jacques Brinon/AP


Verdens bedste tennisspiller, Novak Djokovic, må vente et par uger med at holde ferie sammen med sin kone og nyfødte søn, Stefan.

Serberen droppede alt om barsel og stillede til start i denne uges Masters 1000-turnering i Paris og gjorde det overbevisende.

Ved at vinde sin sejr nummer 600 på ATP-touren levede han op til sin status som topseedet og vandt finalen sikkert over den syvendeseedede canadier Milos Raonic med cifrene 6-2, 6-3.

Det var andet år i træk, han vandt turneringen.

- Denne uge har været helt forrygende, og det er min første turnering, siden jeg blev far for 10 dage siden. Jeg dedikerer sejren til min kone og min søn, siger Novak Djokovic.

Trods nederlaget kunne Milos Raonic glæde sig over, at han med finalepladsen kvalificerede til sæsonfinalen i London, hvor verdens otte bedste tørner sammen.

- Tillykke til Milos. Jeg er glad på hans vegne over, at han er klar til London, men i dag spillede jeg det bedste tennis, jeg har gjort hele ugen, siger Djokovic.

Turneringen i London spilles fra den 9. til den 16. november, hvorefter Djokovic altså kan holde ferie - eller barsel om man vil.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.