Djokovic buldrer videre i Melbourne med sejr i tre sæt
Efter en overlegen sejr i første sæt fik Djokovic gradvist flere problemer i andet og tredje sæt mod italiener
Novak Djokovic undskylder over for Andreas Seppi i fredagens kamp i Melbourne.
Novak Djokovic undskylder over for Andreas Seppi i fredagens kamp i Melbourne. Foto: Vincent Thian/AP


Med sin tredje sejr i tre sæt er Novak Djokovic videre fra tredje runde i grand slam-turneringen Australian Open.

Det gik ud over italieneren Andreas Seppi, som Djokovic nedlagde 6-1, 7-5, 7-6.

Inden kampen havde Djokovic udtalt, at han havde stor respekt for Seppi, der sidste år vandt over Roger Federer i turneringen.

Ude på banen var serberen mere respektløs i første sæt, hvor han var flere niveauer over sin modstander i det, der lignede 25 minutters magtdemonstration.

Noget mere jævnbyrdigt blev det i andet sæt, hvor italieneren hang på ind til 5-5.

Et af Seppis store problemer i kampen var egne servepartier, hvor italieneren fik langt færre førsteserver ind end Djokovic. Det gav mere spil i Seppis servepartier, og det udnyttede Djokovic til at styre spillet og sikre sig flere muligheder for at bryde serven.

I tredje sæt holdt Seppi serv hele vejen igennem, og derfor skulle sættet afgøres i en tiebreak.

Det så Andreas Seppi ud til at slippe bedst fra, da han fremtvang to sætbolde. Men så blev han ramt af gummiarm, og Djokovic vandt derfor tiebreaken 8-6 og slap for at forlænge den mere end to timer lange kamp med endnu et sæt.

I fjerde runde møder den serbiske verdensetter den 14.-seedede Gilles Simon fra Frankrig.

Så langt nåede den servestærke kroat Marin Cilic til gengæld ikke i årets turnering. 2014-vinderen af US Open blev ekspederet ud i tredje runde, da han tabte i tre sæt til Roberto Bautista Agut.

Den 24.-seedede spanier slog 12.-seedede Cilic 6-4, 7-6, 7-5.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.