Djokovic basker Nadal og er klar til finale mod Federer
For fjerde år i træk er Novak Djokovic finaleklar ved sæsonfinalen, hvor han igen møder Roger Federer.
Novak Djokovic er klar til finalen i London efter sejr i to sæt over Rafael Nadal.
Novak Djokovic er klar til finalen i London efter sejr i to sæt over Rafael Nadal. Foto: Alastair Grant/AP


Den suveræne serbiske verdensetter i tennis, Novak Djokovic, er for fjerde år i træk og femte gang i karrieren klar til finalen i sæsonfinalen.

I lørdagens første semifinale i London sejrede han komfortabelt over spanieren Rafael Nadal med 6-3, 6-3.

Et enkelt servegennembrud i hvert sæt var egentlig tilstrækkeligt for Djokovic, men han satte yderligere trumf på ved at bryde til den endelige sejr i andet sæt.

Selv var Djokovic sikkerheden selv i egne servepartier. Ikke en eneste gang i kampen spillede Nadal sig frem til en breakbold i serberens serv.

Djokovic var veloplagt fra start og brød rent til 2-0 og spadserede derefter første sæt hjem.

I andet sæt fulgte Nadal med til stillingen 2-2, inden Djokovic løftede sit niveau yderligere.

I søndagens finale skal Djokovic op mod schweizeren Roger Federer i en gentagelse af finalerne i 2012 og 2014, som Djokovic begge vandt. Sidste år måtte Federer dog opgive at stille til start grundet en skade.

Lørdag gjorde Federer sig klar til en ny finale ved at slå landsmanden Stan Wawrinka med 7-5, 6-3.

Wawrinka kom ellers bedst fra start og var foran 4-2 i første sæt, men Federer brød tilbage og dominerede resten af kampen.

Federer og Djokovic mødtes tidligere på ugen i gruppespillet, hvor Federer vandt sikkert i to sæt. Men Djokovic kan finde optimisme i at have vundet sine fire hidtidige finaler i turneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.