Divisionsforening: Fodbold om vinteren er ikke aktuelt
Danmark får en kort forberedelsesperiode til EM, men det står ikke til at ændre, mener Divisionsforeningen.


Det bliver vanskeligt at forbedre det danske fodboldlandsholds forberedelser, hvis holdet kvalificerer sig til EM-slutrunden i Frankrig i 2016.

Det siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, efter at landstræner Morten Olsen torsdag i Ekstra Bladet udtrykker bekymring for Superligaens kampprogram op til EM næste år.

- Vi bruger hele kampprogrammet på de dage, vi har til rådighed. Vi har et klima i Danmark, der ikke tillader os til at spille om vinteren, siger Claus Thomsen, der mener, at ansvaret falder tilbage på Fifa og Uefa.

Som programmet for superligasæsonen 2015/2016 ser ud nu, vil landstræner Morten Olsen blot få 12 dage fra sidste spillerunde, til EM sparkes i gang i Frankrig.

- Sammenhængen er, at Fifa og Uefa fortsat fastlåser en række dage til kampe (Champions League og Europa League, red.), siger han.

Adspurgt om, hvorvidt superligaprogrammet ikke kan spilles længere ind i december eller med opstart tidligere efter vinterpausen, svarer Claus Thomsen:

- Selv med varme i banen strammer vi den rigtig meget. Græsset er ikke begyndt at gro, og det er meget svært at få det til det. Det er et tilbagevendende emne, og vi strækker os allerede rigtig meget, siger han.

Med en ny turneringsstruktur, der træder i kraft fra sæsonen 2016/2017, skal nogle af holdene spille endnu flere kampe, og løsningen skal findes i hverdagene, mener Claus Thomsen.

- Vi ville gerne spille i midtugen klokken 18.30, men det må vi ikke, når der er europæiske kampe i eksempelvis Rusland. Det er urimeligt, men vi håber, at vi kan få lov, så det kan løse sig, fastslår han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.