Måske skyldes det, at "til salg"-skiltet er dækket af sne, at blomsterne i haven er visne, eller at solen ikke skinner på huset.
Faktum er, at det bliver billigere at købe bolig i december, så der er penge at spare, hvis du allerede nu har kig på dit drømmehus.
- I lige præcis december måned har køberen bedre mulighed for at diktere prisen, fortæller Frederik Rovsing, der er direktør for Boliga.dk.
- Der er en rigtigt god mulighed for at lave en god handel i december. Der er ikke så meget gang i markedet, for der er ikke så mange købere på banen. Og så falder priserne. Det er den gode, gamle historie om udbud og efterspørgsel, siger Frederik Rovsing.
Når et hus bliver sat til salg, bliver det sjældent solgt til den udbudte pris. Der er som regel en såkaldt forhandlingsrabat, inden køber og sælger bliver enige om et endeligt beløb. Og den rabat er størst i årets sidste måned, viser tal fra boliga.dk, der har lavet en opgørelse over de forskellige måneders gennemsnitlige forhandlingsrabat fra 2007-2016.
Forhandlingsrabatten er 7,9 procent i december for villaer og rækkehuse. Og prisen falder endnu mere for fritidshuse, hvor årets sidste måned giver en forhandlingsrabat på 10,6 procent.
- Den er helt gal, når vi taler sommerhussalg i december, lyder vurderingen fra Curt Liliegreen, der er direktør hos Boligøkonomisk Videncenter.
- Det er ikke ligefrem et ønsketidspunkt at skulle sælge sin bolig på. Folk har andre ting i hovedet end at købe ejendomme, når det er jul og nytår, og mange mennesker er desuden væk på ferie og rejser, siger Curt Liliegreen.
Hvis du vil nå at købe dit hus i december måned, inden priserne i gennemsnit stiger efter nytår, så er det bare om at handle nu.
- Køber skal være opmærksom på at sætte en streng deadline for, hvornår sælgeren skal acceptere handlen, så man ikke risikerer, at folk pludselig går på juleferie, lyder rådet fra Boligas Frederik Rovsing.
- Køber kan også ønske et længere forbehold i sin købsaftale end normalt, hvis man skal nå at have advokater til at kigge tingene igennem, og hvis banken skal stille garanti, mens folk måske er på ferie, foreslår direktøren fra boliga.dk.
I januar måned slutter priserne i gennemsnit mere end en procent over priserne i december.
Måned - Villa/Rækkehuse - Fritidshuse
Januar -6,7% - 9,4%
Februar -6,8% - 9,6%
Marts -6,9% - 8,6%
April -6,4% - 7,4%
Maj -6,1% - 7,7%
Juni -4,9% - 7,9%
Juli -6,4% - 4,1%
August -5,9% - 7,7%
September -6,9% - 8,6%
Oktober -7,0% - 8,9%
November -7,1% - 9,2%
December -7,9% - 10,2%
Kilder: Boliga.dk og Boligøkonomisk Videncenter
/ritzau/FOKUS