Af Morten Steensberg og Sebastian Munch Bjerril
De store medier finder ikke lokale mærkesager videre sexede. Derfor er det mere eller mindre omkostningsfrit for politikerne at love guld og grønne skove til vælgerne i deres lokalområde.
- Det koster ikke noget for politikerne, hvis de svigter deres lokale løfter. Der er normalt ikke nogen, der registrerer, i hvor høj grad politikerne holder deres ord, så vælgerne har kun i begrænset omfang mulighed for at følge op på, hvad politikerne laver.
Det fortæller Martin Vinæs Larsen, der er ph.d.-studerende med fokus på, hvordan vælgerne straffer partierne, når de ikke lever op til deres valgløfter.
Han har undersøgt politikeres valgløfter og holdt det op imod, hvordan de selv samme politikere så agerer, når de bliver valgt ind i Folketinget.
Ifølge Ugebrevet A4 har hvert fjerde folketingsmedlem ikke formået at sætte sig på en udvalgs-, ordfører- eller ministerpost, der giver adgang til at arbejde for de lokale mærkesager, vedkommende profilerede sig på under valgkampen forud for folketingsvalget i 2011.
Resultatet er, at der sjældent kommer alvor bag de lokale løfter, når arbejdsadressen flyttes til København K.
Martin Vinæs Larsen mener generelt, at politikerne let kan slippe af sted med tomme løfter, når de fisker efter personlige stemmer i valgkredsen. For i Danmark følger medierne mest af alt partierne i stedet for at holde øje med de enkelte politikere, som det i højere grad sker i USA.
- Medierne er meget nationaliserede i Danmark. Det er meget svært at holde sin lokale kandidat ansvarlig for, hvad han gør for lokalområdet. Der vil nemlig sjældent være et stærkt medie, der ligesom kan holde øje med ens område. Det er der i USA, hvor store medier holder senatorer og kongresmedlemmer i ørerne og sørger for, at de kæmper for de sager, de gik til valg på, siger Martin Vinæs Larsen.