Disse supermarkeder hæver prisen: Nu bliver det dyrere at købe ind
Flere hundrede dagligvarer bliver i dag lidt dyrere.
Foto: Scanpix/Iris


Fra i dag skal du betale lidt ekstra for dine dagligvarer.

I hvert fald hvis du handler i Kvickly, Fakta, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen eller Irma. Tirsdag hæver Coop nemlig priserne på flere hundrede varer.

Det bekræfter informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, overfor finans.dk.

Han ønsker dog ikke at fortælle, præcis hvor mange og hvilke varer der nu kommer til at koste lidt mere.

Årsagen til prisforhøjelsen skyldes blandt andet, at indtjeningen i branchen er under pres. Samtidig er råvarepriserne steget, og det gør det dyrere for Coop at indkøbe varer, skriver finans.dk.

Dansk Supermarked, der driver Bilka, Føtex og Netto har ikke planer om på samme vis at hæve priserne.

- For os i Netto, Føtex og Bilka er det afgørende at sikre kunderne fair og konkurrencedygtige priser hele tiden. Ikke mindst op til de store juleindkøb skal kunderne kunne have tillid til, at vores priser er på plads, og at vi ikke beskytter vores indtjening, siger kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked, Mads Hvitved Grand, til finans.dk.

 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.