Du må hellere holde dine indkøb op i mod, hvad der står på din bon, inden du forlader dit lokale supermarked.
Det viser en undersøgelse, som analysebureauet YouGov har lavet for Søndagsavisen.
Konklusionen på undersøgelsen er, at det oftest er kunder hos Netto, Føtex og Bilka, som oplever, at deres tilbudsvarer slås ind på kasseapparatet til den forkerte pris.
YouGov har spurgt 2032 personer om deres oplevelser i de butikker, de har handlet i inden for de seneste seks måneder.
Og mens Aldi og Lidl tilsyneladende er bedst til at give den rabat, de skilter med, så går det galt for Dansk Supermarkeds tre dagligvarekæder.
At Dansk Supermarkeds kæder scorer dårligt i undersøgelsen vil give stof til eftertanke, mener Bruno Christensen, der er ekspert i detailhandel.
- Man (Dansk Supermarked, red) er opmærksom på, at der er en teknisk udfordring, men den her undersøgelse viser tydeligt, at man ikke har løst problemet endnu. Derfor vil det her også give aktivitet helt ind på ledelsesgangene i Dansk Supermarked, siger Bruno Christensen blandt andet til Søndagsavisen.
Hos Dansk Supermarked er man ikke tilfreds med undersøgelsens resultat og skriver i et svar til Søndagsavisen, at man ærgrer sig over, at mange går rundt med oplevelsen af at have været udsat for prisfejl.
Bruno Christensen er ikke overrasket over at Aldi og Lidl slår pænt ud i undersøgelsen:
- De er suverænt de dygtigste i Danmark på mange områder. De har internationalt format og tusinder af butikker i hele verden, og det betyder simpelthen, at de har en organisation, som gør, at den slags bare spiller, forklarer Bruno Christensen.
Se her hvor din dagligvarebutik ligger i undersøgelsen