Disse partilederne vil ingen chefer ansætte
En række danske topchefer har givet deres bud på, hvilken politiker de helst ville overlade virksomheden til. Kan du gætte, hvem de foretrækker?
Tre af blå bloks partiledere vurderes som bedst egnede til at lede virksomheden af en række topchefer. En enkelt fra blå blok lander dog langt nede.
Tre af blå bloks partiledere vurderes som bedst egnede til at lede virksomheden af en række topchefer. En enkelt fra blå blok lander dog langt nede. Foto: Sophia Juliane Lydolph /Scanpix


Hvis partilederne skulle få lyst til at starte en karriere som chef i erhvervslivet, ville Anders Samuelsen få lettest ved at finde sig et job.

Ifølge en rundspørge, som Berlingske Business har lavet bland en række danske topledere, er formanden for Liberal Alliance den, som flest ville foretrække at overlade posten til.

Til gengæld er der ikke en eneste, som ville foretrække at se Uffe Elbæk (Alt) eller Pia Olsen Dyhr (SF) bag deres skrivebord.

På andenpladsen kommer Lars Løkke Rasmussen (V) efterfulgt af Kristian Thulesen Dahl (DF).

Samuelsen: Vi er for alle

Dermed er blå partiledere klart foretrukne blandt erhvervsbosserne.

Dog ikke Søren Pape Poulsen fra Konservative, som må se sig overhalet af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Han lander tredjesidst med kun en enkelt stemme.

Favoritten Anders Samuelsen mener ikke selv, at Liberal Alliance er ”et topleder-parti”.

- Vi er for alle, også helt almindelige danskere. Jeg får masser af mails fra sygeplejersker og pædagoger, som synes, vi kæmper for noget godt. Men erhvervslederne synes sandsynligvis godt om os, fordi vi er meget vedholdende og kæmper trods tidligere nedture. Jeg er selv langt fra ekspert på alle områder, men har været god til at samle dygtige folk omkring mig, og det er præcis, hvad en topleder også skal kunne, siger Anders Samuelsen til Berlingske.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.