Af Pernille Lewinsky Kofoed, redigeret af Lisbeth Madsen, Q, Aller Media
Vi bruger alle visualisering til at fortolke og forberede os på vores liv. Men hvis vi ikke er bevidste om, hvordan vi bruger visualiseringen eller dagdrømmeriet, om man vil, så risikerer vi, at ende i en negativ spiral, som gør os ondt.
Hvis du i forvejen er ramt af en nedtur, kan du faktisk trække dig selv længere ned, hvis dine tanker er pessimistiske. Sådan lyder det fra tankeeksperten Irma Lauridsen, der er forfatter til flere bøger om emnet. Her får du hendes fem effektive øvelser til at visualisere dig glad og mere frisk.
1. Mod anspændthed og smerter
Er du anspændt eller har ondt i kroppen, så forestil dig brusende vand (som danskvand), der løber igennem din krop fra øverst til nederst, indvendig og udvendig. Tænk ikke over, hvordan det praktisk lader sig gøre – bare hold billedet fast, og se det for dig.
Se de fem største depressionsfælder, og hvordan du undgår at blive depressiv, når lynet slår ned, på Q.dk
2. Mod stress
Sæt eller læg dig godt til rette. Forestil dig, at du sidder ved vandet. Du er alene, og det eneste, der høres, er lyden fra bølgerne, en let vind og et par måger. Du mærker solen og har det behageligt. Gå helt ind i følelsen, bliv der, så længe du vil, og mærk, hvordan din stress lindres. Eller: Forestil dig en stor, behagelig glasbowle, som du kan gå ind i, lukke efter dig, og hvor du kan sidde helt i fred og ro for andre mennesker og slappe af. Se dig selv i situationen, og føl, hvor afslappende det er.
3. Mod angst
Fald til ro, luk øjnene, og se den konkrete situation for dig. Forestil dig selv i situationen for dit indre blik, og se for dig, hvordan du er rolig, og hvordan folk venter på dig. Er du i tvivl, eller tøver du, så venter de på dig med et smil. Se for dig, at du har tid nok, er rolig, og at alt går, som det skal. Hold det fast, så længe du kan, og genkald det flere gange.
Fascinerende video: Det sker i hjernen, når du er deprimeret. Se det på Q.dk
4. Mod trætte øjne
Øvelsen er god, hvis du har siddet for længe ved computeren, eller dine øjne er trætte, svier eller løber i vand. Luk øjnene bare et par minutter. Visualisér, at store, bløde snefnug daler ned på dine øjenlåg, og at noget beroligende fra disse snefnug trænger ind i øjet og lindrer.
5. Mod søvnløshed (også for børn)
Læg dig ned, og slap af i hele kroppen. Visualisér, at du ligger på en stille, grøn eng eller i en smuk have, som du kender. Du er alene og i ro. Du kan høre en let vind og biernes summen, og du kan dufte blomsterne omkring dig. Du ved, at solen er ved at gå ned, og din krop bliver tungere i græsset. Lidt efter vil du højst sandsynligt sove.