Disney-klassiker bliver til dansk musical
Endnu en Disney-klassiker bliver til virkelighed, når den bliver opsat som musical på Fredericia Teater.
Tidligere har Disney-klassikerne Aladdin og Den Lille Havfrue været opført på Fredericia Teater og Det Kongelige Teater.
Tidligere har Disney-klassikerne Aladdin og Den Lille Havfrue været opført på Fredericia Teater og Det Kongelige Teater. Foto: MAGNUS HOLM/POLFOTO


Danskerne har tilsyneladende ikke glemt barndommens glæde ved de velpolerede Disney-film og fængende sange. I hvert fald har succesen ikke været til at tage fejl af, da de store musicalopsætninger af Disney-klassikerne Aladdin og Den Lille Havfrue blev opført af Fredericia Teater. Nu bliver endnu en klassiker til musical, og valget er faldet på Klokkeren fra Notre Dame.

- Klokkeren fra Notre Dame - The Musical er en klar personlig favorit, både hvad angår den fantastiske musik og den fremragende historie, og Fredericia er det første sted uden for USA, hvor denne udgave af forestillingen får lov til at spille, udtaler Søren Møller, teaterchef for Fredericia teater, i en pressemeddelelse.

Historien om den pukkelryggede klokker Quasimodo, som er spærret inde i sit klokketårn, mens resten af Paris fejrer Narrenes Fest, er baseret på en roman af den franske forfatter Victor Hugo. I 1996 blev bogen til en Disney-film, og fra november 2016 kan de populære sange fra filmen altså også opleves på de skrå brædder.

Hovedrollen som den pukkelryggede klokker er allerede fundet i Reumert-vinderen Lars Mølsted. Den unge skuespiller medvirkede også i Fredericia Teaters opsætning af Shu-Bi-Dua - The Musical. Resten af castet bliver fundet ved auditions i den kommende tid, heriblandt rollerne som danserinden Esmeralda, kaptajnen Phoebus og den onde dommer Frollo.

Musicalen får premiere 14. oktober 2016 på Fredericia Teater, og billetsalget starter allerede mandag den 16. november 2015 kl. 10.00.

23. juni 2017 rykker musicalopsætningen til København på Det Kongelige Teater.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.