Direktør straffes hårdere for svindel
50-årig mand er idømt fængsel i fire år af Østre Landsret. Snyd med moms og afgifter for 14 millioner
Svindlen i forbindelse med køb og salg af biler af mærkerne Porsche, BMW, Mercedes og Chrysler. Det foregik for mere end syv år siden. Arkivfoto.
Svindlen i forbindelse med køb og salg af biler af mærkerne Porsche, BMW, Mercedes og Chrysler. Det foregik for mere end syv år siden. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


En tidligere direktør i et fynsk bilfirma satsede på at slippe med en lavere straf, men Østre Landsret er gået den modsatte vej i en sag om svindel for millioner.

Finn Scheffmann Hansen, der var chef i Bilagenten, er blevet idømt fængsel i fire år. Han var ansvarlig for, at statskassen blev snydt for 14,7 millioner kroner i moms og registreringsafgift.

Da Retten i Odense i 2012 vurderede den 50-årige mands handlinger, blev straffen et år kortere.

Svindlen i forbindelse med køb og salg af biler af mærkerne Porsche, BMW, Mercedes og Chrysler. Det foregik for mere end syv år siden.

Hans forsvarer, Klaus Ewald, mente, at der efterhånden er gået så lang tid, at konventionen om menneskerettigheder er blevet overtrådt, og at straffen derfor skulle mildnes - men den påstand har landsretten altså ikke kunnet skrive under på.

Handlerne foregik gennem til dels fiktive firmaer i Polen, England og Spanien - for eksempel Marbella Global Position Systems, som blev stiftet af en mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos.

Da politifolk begyndte at kigge nærmere på sagen, viste det sig, at firmaet var særdeles diskret. Der var ikke noget dørskilt på den opgivne adresse i et lejlighedskompleks i Sydspanien.

Skærpelsen af straffen begrunder landsretten blandt andet med beløbets størrelse.

I dommen bliver det desuden slået fast, at den 50-årige sammen med blandt andre Rasmus Glinvad Pedersen, der styrede firmaer i København og i Fredensborg, var en af hovedmændene i affæren.

Også Glinvad Pedersen er i øvrigt blevet idømt fængsel i fire år.

Begge mænd er samtidig dømt til at betale en tillægsbøde på fem millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.