Direktør slipper for millionstraf
Skat har torsdag tabt en stor sag om momssvig med handel med mobiltelefoner og it-komponenter.
n direktør kan ikke gøres personligt ansvarlig for, at Skat har tabt millioner, fordi en af hans medarbejdere var involveret i en momskarrusel.
n direktør kan ikke gøres personligt ansvarlig for, at Skat har tabt millioner, fordi en af hans medarbejdere var involveret i en momskarrusel. Foto: Erik Refner/Scanpix


En direktør kan ikke gøres personligt ansvarlig for, at Skat har tabt millioner, fordi en af hans medarbejdere var involveret i en momskarrusel.

Det har Højesteret afgjort torsdag. Skat mente, at direktør Peer Kølendorf skulle af med den svimlende sum af 144 millioner kroner.

Han var direktør, bestyrelsesmedlem og hovedaktionær i Comitel International A/S, hvor en medarbejder var med til at snyde Skat i forbindelse med handler med mobiltelefoner og it-komponenter.

Medarbejderen blev idømt fem års fængsel. Ifølge Skat forsømte Peer Kølendorf at have en grundig kontrol, som kunne have afsløret, at hans handler ikke var reelle.

Direktøren har selv fortalt, at han betragtede den siden svindeldømte medarbejder som sin højre hånd. Selv vidste han intet om kriminaliteten.

Han holdt øje med, hvad der skete i virksomheden, men han gik ikke i detaljer med de enkelte handler. Den forklaring er blevet bakket op af to tidligere medarbejdere.

De har fortalt, at den svindeldømte medarbejder var afdelingsleder og til daglig havde mere at sige end direktøren.

Sagen om momskarrusellen blev kaldt "Gul Feber", fordi den havde sine rødder i forretningsmiljøer i Singapore og Kina, har Computerworld tidligere skrevet.

Mobiltelefoner og it-komponenter blev solgt frem og tilbage mellem Hongkong og Danmark. Når man importerer, kan man gøre det uden at betale moms, men når man sælger videre, skal man opkræve moms på vegne af staten.

Derfor blev selskaber tømt for penge, inden staten kunne få sin moms, har Ekstra Bladet tidligere beskrevet. Mobiltelefoner var attraktive, fordi de koster meget, men er billige at transportere fordi de fylder lidt.

Heller ikke Højesteret mener altså, at direktøren burde have indset, at handlerne ikke var reelle, og derfor kan han ikke gøres personligt ansvarlig.

Afgørelsen er en stadfæstelse af Østre Landsrets afgørelse fra 2014. Skatteministeriet skal betale næsten ni millioner tilbage til Peer Kølendorf i sagsomkostninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.