"Usportslige priser. Men fair play på arbejdsmarkedet"
Den besked møder kunderne hos butikskæden Nyform, som sælger sportstøj til friske feriegæster i det danske sommerland. Dermed er butikken blandt de virksomheder, som på det seneste er begyndt at reklamere med, at de har fair arbejdsvilkår.
Efter flere mediehistorier om virksomheder med dårlige arbejdsforhold tænkte Nyforms direktør Kurt Enevold Nielsen, at han gerne ville fremhæve sine ansattes ordentlige arbejdsvilkår. Derfor henvendte han sig til fagforeningen HK Handel, som har lavet et mærke, der nu pryder indgangspartiet til kædens 26 butikker.
- Det er jo ikke fordi jeg regner med at slå mønt på det. Det koster jo penge, når de ansatte har overenskomst, men så vil jeg også have lov at prale med, at personalet har det godt, siger Kurt Enevold Nielsen med et grin.
Tryghed for kunden
Nyforms overenskomst med HK Handel sikrer en rimelig løn og ordentlige vilkår i forhold til blandt andet arbejdstider, barsel og pension.
- Det gør, at både jeg og mine ansatte ved, hvad man skal rette sig efter. Jeg synes også, at det er rart, at vi kan skille os ud fra de virksomheder, som ikke konkurrer på samme vilkår som os. Samtidig viser mærket jo også vores kunder, at de kan være trygge hele vejen igennem, siger Kurt Enevold Nielsen.
Fagforening: Godt med opmærksomhed
I fagforening HK Handel er man glad for, at Nyform ligefrem vil prale med de ansattes ordnede forhold.
- Foreløbig er de den første kæde, der har efterspurgt, at vi lavede nogle mærker. Men hvis andre er interesserede, er de da meget velkomne til at kontakte os, siger sektorformand Per Tønnesen.
Han håber, at flere butikker vil vise deres kunder, at de ansatte er omfattet af en overenskomst.
- Vi kan jo bruge det til at få opmærksomhed på, at det er vigtigt, at ansættelsesforhold er nedfældet i en overenskomst. De af vores medlemmer, som ikke er omfattet af overenskomst, kunne måske også blive interesseret i det på den måde, håber Per Tønnesen.