Direktør: Grandprix-rod rammer ikke sporten
Trods besparelser skruer turistorganisationen ikke ned for arbejdet med at tiltrække sportsbegivenheder.
Wonderful Copenhagens direktør lover, at Eurovision-balladen ikke kommer til at påvirke arbejdet med at tiltrække store internationale sportsbegivenheder.
Wonderful Copenhagens direktør lover, at Eurovision-balladen ikke kommer til at påvirke arbejdet med at tiltrække store internationale sportsbegivenheder. Foto: HELLE ARENSBAK/POLFOTO


Selv om Wonderful Copenhagen har måttet gennemføre besparelser i kølvandet på det alt for dyre Melodi Grand Prix-arrangement i maj, får det ingen indflydelse for turistorganisationens arbejde med at skaffe internationale idrætsbegivenheder til København.

Sådan lyder løftet fra Wonderful Copenhagens direktør, Lars Bernhard Jørgensen, i det kommende nummer af Danmarks Idrætsforbunds idrætspolitiske nyhedsbrev, DIF Opinion.

- Vi har nu tilpasset vores organisation efter den nye økonomiske situation. Den omstilling er sket gennem strukturelle organisationsændringer, så vores resultatskabelse omkring omsætning og beskæftigelse i turismen i Region Hovedstaden fortsætter helt som tidligere.

- Derfor forventer jeg ikke, at Eurovision-sagen får betydning for hverken det nuværende eller det fremtidige arbejde med store, internationale sportsbegivenheder i hovedstaden, siger Lars Bernhard Jørgensen.

Wonderful Copenhagen har i en årrække bistået Sport Event Denmark, der er sat i verden for at skaffe store sportsbegivenheder til Danmark.

Et underskud på 58 millioner kroner fra det internationale melodigrandprix betyder, at Wonderful Copenhagen skal spare 10 millioner kroner om året i de kommende år, og det har medført frygt for, at hovedstadsområdet i fremtiden vil få færre internationale idrætsbegivenheder.

Men det er der ingen grund til, lyder det fra turistorganisationen.

- Vores interesse er at få værtskaber til hovedstaden, da de tusinder af gæster, der følger med, giver forretning i byen. Både på hotellerne, på venues, hos butikker, attraktioner, taxaer, lufthavnen med mere.

- Samtidig er den udenlandske mediebevågenhed, der følger med værtskabet for sportsbegivenheder, med til at placere hovedstaden på det globale landkort, så vi hele tiden holder København relevant på den internationale scene, understreger Lars Bernhard Jørgensen.

I 2015 skal København blandt andet være vært for både World Cup Sprint i kano og kajak, VM i bueskydning og Copenhagen Halfmarathon.

I år har Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen været medansvarlige for, at Danmark er blevet tildelt værtskaberne for EM i fodbold i 2020 og VM i ishockey i 2018.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.