Direktør: Frygt ikke for dit job - selvom du brokker dig
Ingen skal være bange for at brokke sig over dårlige sikkerhedsforhold af frygt for at blive fyret fra jobbet på Nordsøen.


 

Man skal brokke sig uden frygt for at blive fyret.

Det siger topchefen for Esbjergs største offshorevirksomhed, SEMCO Maritime, der udlejer folk til platformene i dag til DR Syd.

- Jeg har meldt klart ud, at hvis nogen af vores folk føler, at de bliver forfulgt, fordi de brokker sig over sikkerhedsforhold, så skal de ringe til mig personligt. Så tager jeg den med platformschefen eller kunden, siger den administrerende direktør for SEMCO, Steen Brødbæk til DR Syd.

Frygten for at blive fyret i kølvandet på det dramatiske fald i olieprisen kan i sig selv være med til at påvirke sikkerheden ude på platformene på Nordsøen.

- Hvis folk går og tænker på det, så mister de fokus på det, de laver, og det kan være farligt for både den enkelte og kollegaen, Steen Brødbæk.

Sikkerhedsrepræsentant og maler, Ole Jensen, kender godt til situationen, hvor folk er bange for at brokke sig af frygt for, at det så er dem, der ryger ud.

- Ja, det er rigtigt. Det er sådan det er. Og det er generelt over hele linjen. Især i øjeblikket, siger Ole Jensen til DR Syd og henviser til, at mange er blevet fyret i oliebranchen på grund af den lave oliepris.

For hvem har lyst til at brokke sig over sikkerheden, når alle er dygtige, men nogen skal spares væk.

Han understreger dog, at meldingen fra ledelsen har været klar: Kom til sikkerhedsrepræsentanten eller ledelsen, hvis sikkerheden halter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.