Direktør efter husstyrt: Det må ikke ske
Mirakuløst kom kun to til skade, da hus styrtede sammen: Nu venter de øvrige beboere på besked om deres bolig.
En hel opgang i ejendommen styrtede sammen søndag ved 11-tiden, og to personer kom til skade. Efterfølgende er yderligere tre opgange rømmet af sikkerhedsmæssige årsager.
En hel opgang i ejendommen styrtede sammen søndag ved 11-tiden, og to personer kom til skade. Efterfølgende er yderligere tre opgange rømmet af sikkerhedsmæssige årsager. Foto: RENE SCHUTZE/POLFOTO


Beboerne i en delvis sammenstyrtet beboelsesejendom i Frederikshavn får i dag besked om, hvor de skal bo den kommende tid. Boligforeningen Vesterport som ejendommen er en del af, vil orientere beboerne i eftermiddag.

- Det er klart, at vi ikke på nogen måde kan lade folk vende tilbage til deres lejligheder, før vi er helt sikre på, at det er trygt.

- Derfor er vi i gang med netop nu at sondere situationen i forhold til mulig genhusning, og det orienterer vi beboerne i de i alt 27 berørte lejemål om på et møde i eftermiddag, siger Steen Møller Andersen, direktør for boligforeningen Vesterport.

Boligforeningen sørger også for, at folk nu får mulighed for at købe noget tøj, så de kan klare sig, indtil de kan vende tilbage til deres lejligheder, som i øjeblikket afspærres af et vagtselskab af sikkerhedsmæssige hensyn.

En hel opgang i ejendommen styrtede sammen søndag ved 11-tiden, og to personer kom til skade. Efterfølgende er yderligere tre opgange rømmet af sikkerhedsmæssige årsager.

- Nu skal vi have overblik over, om der er sket et svigt i forbindelse med afstivningen af bygningen under renoveringen af ejendommen. Ansvaret for den opgave ligger hos entreprenøren NCC, siger Steen Møller Andersen.

Han priser sig lykkelig over, at ulykken ikke endte værre, og at der ikke var flere mennesker i ejendommen, da den kollapsede.

- Havde det været i dag, hvor huset jo ud over beboere også ville have været fyldt med håndværkere, så kunne det være gået meget værre. Men to tilskadekomne er under alle omstændigheder også for meget, og det her er en ulykke, der bare ikke må ske, siger Steen Møller Andersen.

Siden ulykken søndag formiddag har beboerne været indkvarteret enten på Hotel Jutlandia i Frederikshavn eller hos familie og venner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.