Din smartphone gi'r dig dobbelthage - eller gør den?
Flere udenlandske medier har skrevet, at for meget brug af smartphone giver slasket halshud og dobbelthage. Alt for damerne undersøgte påstanden.
SMS du trygt videre - i hvert fald hvis det, du bekymrede dig om, var, om din smartphone giver dig slasket hud på halsen og dobbelthage ...
SMS du trygt videre - i hvert fald hvis det, du bekymrede dig om, var, om din smartphone giver dig slasket hud på halsen og dobbelthage ... Scanpix - modelfoto


Du får slasket kalkunhud på halsen og en ucharmerende dobbelthage, hvis du bruger din smartphone for meget. Den grimme sideeffekt skyldes, at du sidder med bøjet hovedet for at se mobilskærmen.

'Tech neck' kaldes fænomenet, som store internationale livsstilsmagasiner som amerikansk Elle og australsk Marie Claire har skrevet om.

Aviser som britiske The Telegraph har også omtalt fænomenet:

'Tech neck ses for det meste hos mennesker i alderen 18-39 , som har et gennemsnit på tre digitale enheder og som ser på deres skærme op til 150 gange om dagen - hvilket fremskynder virkningen af tyngdekraften og det naturlige tab af hudens elasticitet,' citerer avisen således en hudspecialist for at sige.

Herhjemme satte Alt for damerne sig for at kigge kritisk på fænomenet. Og de kritiske briller er der ifølge kvindebladet grund til at have på - der er nemlig intet belæg for at konkludere, at man får 'tech neck' af at kigge for meget på sin smartphone.

"Helt ude i hampen"

- Det lyder helt ude i hampen. Jeg har aldrig hørt om det hverken blandt mine kolleger nationalt og eller internationalt. Vi har mange, der kommer og siger, de har for løs hud på halsen, men jeg har aldrig hørt nogen af dem tilskrive det, at det skulle være på grund af mobiltelefoni, siger Andreas Printzlau, skønhedskirurg og formand for Dansk Selskab for Kosmetisk Kirurgi, til altfordamerne.dk.

Han understreger, at det, der normalt giver løs hud på halsen, er aldring og rygning - og så kan man være arveligt disponeret for det.

En anden med forstand på sagerne, Benedikte Thuesen, der er speciallæge i plastikkirurgi, påpeger, at det rent fysisk slet ikke mening, at huden skulle blive slap og rynket af, at du ofter hænger over smartphonen.

- Du strækker jo ikke i huden, siger hun til altfordamerne.dk.

En tredje skønhedsekspert siger til bladet, at der måske er fokus på halsen og dobbelthagen nu, fordi forbrugerne er trætte af at høre om ansigtscremer, der lover, at de udretter mirakler. Men nogen creme har man altså næppe brug for, selv om man er storforbruger af en moderne mobiltelefon ...

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.