Din hunds blod kan redde andre hunde
Syv dyrehospitaler rundt om i landet har oprettet blodbanker. De skal hjælpe akut syge hunde og katte.
Blodbankerne mangler i høj grad donorer i form af hunde og katte, som vil lægge sig på briksen og give et bidrag til en syg artsfælle.
Blodbankerne mangler i høj grad donorer i form af hunde og katte, som vil lægge sig på briksen og give et bidrag til en syg artsfælle. SCANPIX arkiv


Når vi mennesker kommer alvorligt til skade, så kan vi i den grad få brug for en ekstra portion blod, og det samme gør sig gældende for hunde og katte.

Derfor har syv dyrehospitaler rundt om i landet oprettet blodbanker, som skal hjælpe akut syge hunde og katte med at få tilført det livsnødvendige blod, det skriver DR Sjælland.

Men blodbankerne mangler i høj grad donorer i form af hunde og katte, som vil lægge sig på briksen og give et bidrag til en syg artsfælle.

Derfor opfordrer bl.a. blodbanken hos Evidensia Næstved Dyrehospital til, at man overvejer om ens hund eller kat kan bruges som bloddonor, og dermed være med til at redde liv.

- Det er rigtigt vigtigt at vi har blod på lager, for blod er livredende, og det er vigtigt at dyreejerne tænker over det, for en eller anden dag kan det være deres egen hund, der har brug for at få blod, siger veterinærsygeplejerske Gitte Søgaard Nielsen til DR Sjælland.

På landsplan findes der syv blodbanker til hunde og katte, som alle efterlyser nye bloddonorer.

Birgitte Nielsen fra Tappernøje har valgt at labradoren Zabel og hendes fire andre hunde skal være bloddonorer.

- Vi har selv stået i den situation, at vi har mistet en hund som sandsynligvis kunne have overlevet, hvis den havde fået en blodstransfusion.

Før den episode havde Birgitte Nielsen ikke tænkt over, at man kunne tilbyde sin hund som bloddonor, men nu giver alle hendes fem hunde blod to gange om året.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.