Diktaturstater langer ud efter CIA-tortur
Flere lande, der ikke regnes for at være blødsødne i deres fængsler, kritiserer USA for at begå tortur.
USA kritiseres fra mange sider efter CIA-rapporten om tortur af terrormistænkte. Her fordømmer Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, CIA.
USA kritiseres fra mange sider efter CIA-rapporten om tortur af terrormistænkte. Her fordømmer Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, CIA. Foto: Massoud Hossaini/AP


Den amerikanske senatsrapport om CIA's afhøringsmetoder efter terrorangrebet mod USA i 2001 har fået hårde ord med på vejen fra menneskeretsgrupper og en række af USA's allierede lande.

Men der er også en stribe lande, som normalt får læst og påskrevet af omverdenen, der føler sig stødt over rapporten om, at CIA har brugt tortur under afhøring af mistænkte terrorister.

- Det er et symbol på tyranni mod menneskeheden, lyder det på Twitter fra ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder.

Iran får ellers selv jævnligt en tilsvarende kritik for forholdene i Irans fængsler.

Nordkorea, der regnes for verdens mest lukkede land og en stat, hvor befolkningen holdes i en skruestik, føler sig også skidt behandlet over meldingerne i senatsrapporten.

- En umenneskelig torturpraksis hos CIA, siger en nordkoreansk talsmand.

- Hvis FN's Sikkerhedsråd vil drøfte menneskerettighedsspørgsmål, så bør det se på de brud på menneskerettigheder, der foregår i USA, siger talsmanden ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau KCNA.

I Beijing, den kinesiske hovedstad, er regeringen ligeledes krænket af forholdene hos CIA. Kina er ellers også ofte i modtagerenden, når det gælder forholdene i kinesiske fængsler og behandling af fanger.

Menneskeretsgrupper siger, at det ikke er unormalt, at tilståelser fremkommer efter tortur.

- Kina har konstant modsat sig tortur, siger Hong Lei, talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

- Vi mener, at den amerikanske side bør reflektere og rette op og respektere og efterleve reglerne i de internationale konventioner, siger han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.